Svante Lindeburg Pressefoto: Golden Days

En kur mod museums-fobi

Kryds et par finurlige foredrag med kunst, solskins-street food samt en velskænket fadøl, og du har en kulturfestival: opskriften på, hvordan man lokker gymnasieeleven, pensionisten og alt derimellem op af sofaen og ud i kulturlivet. FELT har været forbi Golden Days-sekretariatet og talt med direktør Svante Lindeburg om rollen som en af kulturfestivalernes katalysatorer.

(Catrine Mygdam Tønder / 20.06.2016)

Det er festivalvejr. Solen skinner over København og har lokket byboerne ud i forårsvarmen. På tredje sal hævet over mylderet på Nørregade ligger Golden Days -sekretariatet. Guldalderen var udgangspunktet, da startskuddet til den historiske festival lød i 1990’erne, men efter årtusindskiftet har dette kun overlevet som brandnavn. Hvert år til september lader Golden Days fortsat nyt lys falde over en udvalgt periode af den fortid, vi har ladet gå i glemmebogen. Fortiden hænger de sig dog overraskende lidt i. Nutiden er festivalens og sekretariatets egentlige fokus.

 

FESTIVAL-MASKINEN

Farverige dansenætter i Vega, lyrikoplæsninger på morgenværtshuse og togafester på museer. Det er blot eksempler på locations, hvor Golden Days’ mellem 30.000–150.000 årlige festivalgæster har kunnet opleve gyldne festivaldage. Deres daglige tilholdssted på Nørregade er stemningsfyldt med trange gange, høje paneler og forsatsvinduer i ægte indre-by-stil. Skrivebordene bugner af farverige kataloger og stakke af bøger, der repræsenterer et klassisk udpluk fra det humanistiske universitetsbibliotek. Festivalens crew af helårsansatte består næsten udelukkende af unge cand. mager. Direktør Svante Lindeburg udgør med sin uddannelsesbaggrund i Filosofi og Moderne Kultur toppen af sekretariatets humanist-kransekage.

 

Svante Lindeburg holder, iført grå sweater og uden skyggen af direktørnykker, audiens i sekretariatets hjemlige fælleskøkken. Her fortæller han om en festival, der fra 1990’erne udviklede sig fra de klassiske festival-græsrødder med “hjertet først, løn sidst”-mentalitet til en af de største netværksorganisationer i det københavnske kulturlandskab.

 

»Vi oplever, at der er lidt forvirring omkring, hvad vi er. Måske fordi vi er startet som den historiske, kulturelle festival Golden Days Festival, som i begyndelsen blev afholdt hvert andet år. I dag er vores profil udvidet til et sekretariat med stærke formidlere, der er optaget af innovation og udvikling.«

 

Sekretariatet blev efterhånden besat af kommunikatører, projektledere og marketinghajer. Man udvidede festivalen til en årlig begivenhed, og mens den voksede i størrelse, knopskød andre opgaver i sekretariatet, der efterhånden kom til at fungere som konsulentvirksomhed og eventarrangør. Timingen kunne næppe være mere rigtig. Politikerne har for længst sat aktualisering af kulturen på dagsordenen med krav om nyt liv og nye strategier til de gamle kulturinstitutioner.

 

»Et er at holde en festival en gang om året. Noget andet er at holde et fast sekretariat beskæftiget gennem hele året. Derfor begyndte man også at tænke i nye baner. På den måde har du taget ‘maskinen’, som vi har opbygget og sat den i sving nye steder.«
Den maskine mønstrer nu, ud over den 17 dage lange historiske festival i september, også forårets natur- og filosofifestival Open Air Academy og børnefestivalen Jagten Gennem Historien. Desuden varetages vitale netværksopgaver for de københavnske museer.

 

»Som festival har vi en lidt atypisk kurateringsrolle, hvor de samarbejdende kulturinstitutioner byder ind med arrangementer, og vi ikke har den fulde kontrol. Festivalen bliver et innovationshub eller laboratorium for nogle institutioner, som til dagligt er bundet af faste samlinger og en mere traditionel tilgang. I Golden Days-regi kan de slippe af sted med at afprøve nye formater.«

 

For Golden Days ligger kontrollen i at samle de mere end 200 arrangementer under det udvalgte tema til årets festival. Hvor kræfterne spares på udviklingen af de enkelte events, bruges de i stedet på at udfordre og skubbe til de etablerede institutioner, som ikke til dagligt tænker i festivalens mere farverige baner.

 

EN FORM, DER SPRÆNGER RAMMERNE
Svante Lindeburg kunne sidste år indtage direktørposten efter Ulla Tofte. Hun havde stået i spidsen for udviklingen af flere af Golden Days’ nye formater, og er ofte krediteret som en af forgangskvinderne, der gennem 00’erne fik kulturen ud af de støvede, gamle kulturhuse. Ud hvor den kunne ånde og vokse med et publikum, der ikke nødvendigvis føler sig hjemme på de traditionelle museer og kunstudstillinger. På festivalerne sprænger vi som deltagere i fællesskab med arrangørerne nogle vante rammer. Men den traditionelle kulturformidling forandrer ikke sig selv.

 

»Vi ser os som relevante i dag, fordi der findes nogen, som har museums-fobi. En festival kan gøre det mindre farligt ved at bryde barrierer ned og sænke nogle tærskler. Vi vil gerne invitere til morgenforedrag på en uformel location, hvor du bare kan droppe ind fra gaden, komme lidt for sent eller gå igen undervejs, uden at der bliver kigget skævt. Vi vil gerne tale ind i en verden, hvor der er efterspørgsel på viden og dybde, men på en mere uforpligtende måde end tidligere. Her kan festivalen noget. Og så er festivalen direkte. Det er “kød og blod”-oplevelser, som også har en social funktion. Forhåbentlig åbner vi folks øjne for, at historie og kultur på ingen måde er støvet, og det kan give dem lyst til at gå på museum resten af året, når der ikke er festival.«

 

Viden, historie og refleksion bliver i Svante Lindebrugs optik aldrig for kedeligt eller nørdet at beskæftige sig med. Men tiden er måske løbet fra Folkeuniversitets bindende tilmeldinger og ensomme, musestille vandringer mellem museernes samlinger. Hos Golden Days er man dog ikke i tvivl om, at kulturverdenen er blevet mere omstillingsparat, i takt med at vi som publikum kun er blevet mere vilde med at ‘evente’.

 

IMG_3611

(»Svante Lindeburg kunne sidste år indtage direktørposten efter Ulla Tofte.« Billede af Catrine Mygdam Tønder)

 

DEN NYE FREDAGSBAR?

Kigger man på mastodonter som Roskilde Festival og Distortion, er festivalerne i høj grad defineret af deres publikum. Med den tidligere udskældte tivolisering af kulturen har flere kulturfestivaler, inklusiv Golden Days, formået at åbne op for især det svære unge publikum: Det er blevet hipt at hænge ud på museum fredag eftermiddag til en snak med en drink i hånden. Betyder det, at kulturfestivalerne primært har tiltrukket sig et ungt, øldrikkende og kulturløst publikum?

 

»Hvis jeg skal definere vores publikum, så er vi jo nok lidt til den nørdede side. Vi vil selvfølgelig gerne den unge målgruppe, men det værst tænkelige er, at ‘lave noget for de unge, på den unge måde’, og selv ende som gammelfar i ungt tøj. Der er ambitionen, at vi kan hvile i os selv med vores fokus på viden og fede ting, man kan lære af. Der tror jeg på, at hvis man laver det ordenligt, så gider unge godt bruge deres tid på det.«

 

Om du er 25 eller 52, og om du er til middelalder eller moderne scenekunst, så kan du efterhånden tagepå kulturfestival hver eneste weekend. Tiden er kommet til, at festivalerne må kunne skille sig ud og sætte en dagsorden. For Golden Days handler det ikke kun om at tiltrække så mange unge publikummer som muligt, men om at få generationer til at mødes.

 

»Du tager fx Leni Riefenstahls nazi-propaganda-film ‘Olympia’, afspiller den i Østerbro svømmehal med strenge søjler, marmorfliser og opulente statuer. Dertil tilføjer du Jørgen Leth som et live kommentatorspor. For os handler det om at finde måder at trække flere målgrupper i dialog og mødes på tværs. Vores mål er, at der skal opstå noget nyt i de møder.«

 

NEJ TIL REN NOSTALGI

Skal man få mennesker til at mødes, må festivalens uhøjtidelige og levende format fyldes med mundret indhold, der kan vække publikums smag og interesse. Golden Days har allerede arbejdet sig gennem bl.a. første verdenskrig, 1700-tallet, mellemkrigstid og 1950’erne, og i år står 1970’erne for tur. Ifølge direktøren er man ikke i fare for at løbe tør for relevante festivalperioder. Ikke desto mindre ligger der i sekretariatets skrivebordsskuffer ikke få idéer til tiltag, hvor maskinen for fremtiden kan sættes i gang.

 

»Kernen i det, vi gør, er en tilgang til at gøre kulturelt stof mere tilgængeligt ved at tage det ud af dets vante rammer og vise det frem på en anden måde. Noget, vi diskuterer meget netop nu, er, hvordan vi åbner naturens og naturvidenskabens forunderlige verden op for folk, som ikke normalt interesserer sig for det. Her arbejder vi på at udvikle formater, der forsøger at gøre videnskab smukt, æstetisk og sexet. Ambitionen er at låne fra livsstilsmagasinernes forførende verden og pakke de tunge stofområder ind på nye måder. Fx er vi begyndt kun at bruge grafiske designere, som har erfaring fra Fashion-verden.«

 

SMK Fridays på Statens Museum for Kunst, Slow på Glyptoteket og NatNight på Nationalmuseet – også de tunge drenge har taget events og festivaler til sig i opgør mod museums-fobien og for at imødegå en tid, hvor økonomien er trængt, og retorikken blandt politikere og medier går stadig mere imod et kulturliv, der skal klare sig på markedsvilkår. I sekretariatet på Nørregade kan man ikke spørge sig til en nervøs kommentar om festival-konkurrenterne. Fremtiden og kulturens vilkår insisterer de på at vende til en fordel.

 

»Vi kunne vælge at blive stående og kæmpe for vores plads, eller i stedet se festival-bølgen som en slags hyldest. I fremtiden skal vi varetage den opgave, det er at vise, hvordan man kan være en institution som vores og skabe værdi for de midler, der er til rådighed. I mine øjne er kulturen på markedsvilkår en illusion. Men vi kan blive bedre til at vise relevansen af kulturen. Det er derfor, vi insisterer på nutiden. Vi bruger hele tiden det historiske og det kulturelle til at perspektivere nutiden, men også vores fremtid. Vi vil ikke være en historisk festival på den måde, at vi forbliver nostalgiske.«


Skriv et svar