Hårdere straffe, mere politi! – på internettet

I en undersøgelse, som DR Syd har lavet, forstås det, at 47 af de adspurgte 97 folketingspolitikere har modtaget voldstrusler, 36 har modtaget trusler på livet, og 26 har modtaget trusler mod deres familie. Rundspørgen er lavet i forbindelse med en nyligt udsagt dom, hvor en kvinde blev dømt for at have truet den konservative politiker Mai Mercado og hendes barn på livet. I en Facebook-besked.

(Jens Haag / 26.09.2016)

Og derudover hører man nærmest på ugentlig basis nye rædselshistorier om uskyldige unge kvinder, der har fået delt kompromitterende nøgenfotos af unge mænd.

 

Man skal altid være påpasselig med at udnævne en særlig ting til at være ”denne generations problem”, men efterhånden er visse sociale mekanismer og implikationer ved de sociale medier ved at vise sig. Og det skal der eddermame gøres noget ved.

 

Sociale medier er kommet for at blive. Og de kan være fantastiske. Sociale medier kan være demokratiske, medvirke til organisering af nødhjælp og pop-up-arrangementer, og lede dig ind i fællesskaber du aldrig troede, du skulle opdage, eller lade dig genetablere kontakt til længst forglemte venner. Der er uanede muligheder for at lade folks stemmer blive hørt.

 

Men det er som om, at mennesker ikke tager de sociale medier alvorligt. Kan I huske dengang, det var standard-praksis (for visse mennesker) at invitere alle sine venner til Farmville og Candy-Crush en tre-fire-gange i døgnet?

 

På et eller andet tidspunkt indså alle kollektivt, at det var et SoMe-faux pais. Vi opdagede med os selv, at 1) det er pisseirriterende at få Farmville-støj ind på vores skærme, og 2) man havde virkelig ikke lyst til at være den person, hvis venner højlydt og frustreret sukkede af, når de blev mødt af ”YOU’VE BEEN INVITED TO THE CANDY-CRUSH-SAGA INVITE THREE FRIENDS FOR BENEFITS” i deres notifikationer.

 

Det er fortid nu, så vidt jeg kan se. En perifær grand-tante sender mig vist stadig en gang imellem en invitation til at købe en gris i Farmville (eller hvad ved jeg), men nu er det nærmere nostalgisk end egentlig irriterende for mig. Men kun lige.

 

Man kunne ønske sig, at vi kollektivt fandt frem til at dødstrusler, hånlighed, racisme og sexisme på samme vis blev et SoMe-faux pais. For det er det altså i det virkelige liv.

 

Der findes to mulige grunde til den her opførsel:

 

Enten eksisterer der i hovedet på nogen mennesker en uintelligent og forkert forestilling om, at de sociale medier i en eller anden forstand er mindre virkelige end virkeligheden. At de ting, man siger på de sociale medier, ikke har virkelige konsekvenser for de mennesker, man siger dem til. At de mennesker, man taler til (og om), slet ikke er rigtige mennesker, men nærmere er en slags virtuelle personaer, som ikke lader sig gå på af trusler mod deres børn, eller deling af deres private fotos.

 

Eller også er man godt klar over konsekvenserne, men vælger alligevel at dele ulovlige billeder, true med voldtægt og syrebad eller lignende – og så er det da først oprigtigt sindssygt og sociopatisk.

 

Jeg ved ikke med jer, men jeg er ikke tilbøjelig til at tro, at hele den menneskelige race ligger inde med et latent gen for afsindig tekstpsykopatisme og internetkriminalitet, som først aktiveres, når det blå skær fra en smartphone eller en computerskærm rammer iris. Jeg tror simpelthen ikke, at folk indser, hvad det er de gør.

 

Det er det, de siger, dem allesammen, når de bliver spurgt.

 

”Hvorfor delte du nøgenbillederne af hende?”

”Jeg havde ikke lige tænkt over det, jeg er ret flov nu.”

 

”Hvorfor truede du med at voldtage (en given kvindlig politiker, uanset partihørsforhold)?”

”Øh, jeg havde ikke lige tænkt så langt. Jeg mente det ikke.”

 

”Hvorfor truede du med at slå (en hvilken som helst politiker, uanset køn eller partitilhørsforhold) ihjel?”

”Jeg var bare lige sur, eller du ved.”

 

Det er på tide, at den her vanvittigt usunde tendens stopper. Med hadske ytringer og trusler formår man ikke alene at gøre andre menneskers liv voldsomt utrygge – 26 af de adspurgte politikere i DR Syds test sagde, at de havde overvejet at trække sig fra politik pga. trusler. Det er også decideret farligt for demokratiet, at vi ikke tror, at det betyder noget, at vi gør ulovlige ting på internettet.

 

Der er en meget konservativ løsning på problemet med internetkriminalitet, som jeg er kæmpefan af. Den hedder hårdere straffe. Men mest af alt hedder den ”håndhævede straffe”.

 

Deling af nøgenbilleder falder under straffelovens § 267 (æreskrænkelse) og § 264 d (krænkelse af privatlivets fred). Bøde eller op til seks måneders fængsel. Og det er ligegyldigt, om det er via brev eller fil.

 

Trusler falder bl.a. under straffelovens § 266 (om netop trusler), og straffes med bøde eller op til 24 måneders fængsel.

 

Hvis ikke vi kollektivt har tænkt os at stoppe med at være nogle værre svin på internettet, fordi vi synes, at vi er sådan lidt hyggeanonyme der, så må civilsamfundet trække blankt og smide alle til hobe for en dommer. Straffeloven har ikke ændret sig, siden du oprettede dig på Facebook eller fik en smart telefon.

 

Vi bliver nødt til at sende et signal om, at vi tager det her alvorligt. At hvis du forbryder dig mod straffeloven (også selv om du er på internettet og tænker, du er anonym), så bliver du straffet efter straffelovens paragraffer.

 

Bravo at Mai Mercado havde held med at få dømt den kriminelle truer. Jeg håber, vi har mange flere retsager i vente, hvor kriminelle får den velfortjente straf, straffeloven har udmålt for dem. Og at vi begynder at tage kriminelle handlinger på internettet alvorligt.

 

Jeg vil gerne bytte med Farmville-notifikationer.

Skriv et svar