Millerntor Stadion, St. Paulis hjemmebane, hvor Gegengerade-tribunen prydes af sloganet – ”Kein Fußball den fascisten”. I Baggrunden ses en overjordisk bunker fra 2. verdenskrig. Photo credit: Mikkel Fredslund

I Tyskland bekæmper fodboldfans fascisme med fortiden som våben

I fodboldens verden af højreradikale fanbevægelser er der en, som skiller sig ud. En der kæmper mod de højreradikale. I FC St. Pauli kæmpes der for solidaritet for alle former for køn, etnicitet, religioner og seksualitet. En kamp der har en klar fjende – nazismens spøgelse i nutidens Tyskland. En kamp der også har et klart mål – at undgå historiens gentagelse. Jeg tog til Hamburg for at finde ud af, hvordan historien er blevet det våben, som fodboldfans i St. Pauli bekæmper højreekstremisme med.

Oftest er det dyrkelsen af det højreradikaleder er normalen i hooliganmiljøet og ikke kampen mod den. Fodboldklubber som Lazio i Italien og Apoel fra Cypern er blandt de klubber, hvis fans har ry for at være stærkt højreradikale. Også i Hamburg, hvor FC. St. Pauli hører til, er det at finde hos St. Paulis lokale rival HSV. I FC St. Paulis fankultur er det dog stik modsat, her bygges fankulturen op som en modkultur til fascismen. Det var netop afvigelsen, det anderledes, i FC St. Paulis fankultur, der vakte min interesse for klubben.

 

Mødet med en anderledes fankultur

Hvordan kunne en fankultur være baseret på et så anderledes grundlag, end det vi ellers kender? Jeg måtte opleve det selv. Og der stod jeg så i foråret 2014. Foran Millerntor Stadion og med en fodboldkamp med FC. St. Paulis fans i hovedrollen.

 

Jeg ankommer til et levende stadion, der sværmer med fans. Det første, der fanger min opmærksomhed, er den store facade på den nye Südtribüne. Foruden et flag med FC. St. Paulis officielle logo vejer også et regnbueflag over stadion. Foran facaden er et mylder af fans med politiske slogans på deres T-shirts. Refugees Welcome. St. Pauli-fans gegen rechts. Stay ANTIFA, Support FC. St. Pauli. Røde arbejderflag og knyttede næver. Det bliver hurtigt tydeligt for mig, at fanbevægelsen i FC St. Pauli skiller sig ud. En fanbevægelse der kæmper arbejderens, flygtningens og den homoseksuelles kamp. En fankultur der samtidig tager kampen op imod den gængse højrenationale fankultur og melder fascismen krig.

14518378_10210422053765644_1236353351_n

(Photo credit: https://www.fcsp-shop.com/EQUIPMENT/Patches-Stickers-Pins/Gegen-Rechts-sticker::289.html?language=en)

 

Punkere, politik og postkrig

I 1980’erne og 1990’erne begyndte to grupper at søge mod St. Pauli for at se fodbold. Den ene gruppe var tidligere støtter af den største fodboldklub i Hamburg, HSV, der tog afstand fra den højredrejning, fanbevægelsen havde taget. Den anden gruppe var punkmiljøet i Hamburg, der bragte deres politiske kampe til St. Paulis fanbevægelse. Der blev således skabt en fankultur, hvis ideologiske grundlag var modparten til storebrorklubben i Hamburg.

 

I Hamburg møder jeg da også en ung fan, Jelena, der netop har taget denne vej ind i St. Paulis fanbevægelse. Hun var en del af punkmiljøet i Hamburg og blev af hendes venner inviteret til fodbold på Millerntor Stadion. Fodbold?! Var det første, hun tænkte. Det rimede ikke på punkmiljøet i hendes ører, men hun blev overbevist og tog afsted.

 

Her havde hun en oplevelse, der fjernede alt tvivl: på det tidspunkt var der en kvindelig dommer i tysk fodbold, der hed Bibiana Steinhaus. Bibiana Steinhaus dømte FC St. Paulis kamp den eftermiddag, hvor en mandlig fan et par rækker foran Jelena ikke var tilfreds med hendes præstation. Han rejste sig derfor op og råbte sexistiske tilråb rettet mod Steinhaus. Det faldt ikke i god jord hos de andre fans på tribunen. På rækken foran sad to, muskuløse, tatoverede fans, der også rejste sig op og vendte sig mod den tilråbende fan. De forklarede ham roligt, at hvis han ikke satte sig ned og afholdter sig fra den slags tilråb, ville han ryge ud af stadion. Fra den dag stod det Jelena klart, at hun nu var fodboldfan.

 

Jelenas historie om vejen ind i fanbevægelsen i St. Pauli rummer dog ikke hele historien om, hvorfor netop kampen mod fascismen har fået en så central plads i klubbens ideologi. Hvorfor en så stærk symbolik, som en knyttet næve der smadrer et hagekors, pryder deres fans’ T-shirts. Hvis vi skal forstå koblingen mellem fascisme og fodboldfans i FC St. Pauli, skal udviklingen ses i lyset af fascismens plads i en bredere tysk kontekst.

 

Kampen mod fascismen er i Tyskland ikke kun noget, der finder plads på tribunerne i fodboldklubber. Det er noget, der gennemsyrer landets politik, kunst, litteratur og selvforståelse. Det er en kamp, der tager afsæt i den mørkeste del af den tyske historie. En erindringspolitisk kamp der har slæbt et erindringspolitisk spor i den tyske bevidsthed i mange år efter krigens slutning og som tager sin begyndelse ved 2. verdenskrigs slutning.

 

Vergangenheitsbewältigung og fodboldfans

I kølvandet på fredsaftalen ved Potsdammer-konferencen i 1947 og Det Tredje Riges nederlag rejste der sig en diskurs i Tyskland, der omtalte den enkelte tysker som et offer, der var blevet forført af Nazismen. Skylden blev placeret hos Hitler og få andre nazistiske topfolk, mens den tyske befolkning ikke mente, at de havde nogen skyld i anden verdenskrigs rædsler.

 

Stilheden om den enkelte tyskers andel i rædslerne aftog gradvist, og ansvarsfølelsen steg samtidig. Det store skift skete med 68’er-generationen, der begyndte at stille spørgsmålstegn ved familiær involvering i krigen og den enkelte tyskers ansvar for at behandle og tage ansvar for de rædsler, der fandt sted under Det Tredje Rige.

 

Tv-serien Holocaust, der kørte på skærmene i Tyskland fra 1978-79, var især med til at sætte debatten i gang om det tyske ansvar. Ved at præsentere tyskernes handlinger under krigen for den tyske befolkning blev serien central i en bevægelse hvor fortielsen blev afløst af, at den enkelte tysker følte et ansvar for fortiden.  

 

På den politiske scene blev erindringen om den tyske andel i den betændte fortid også bragt på banen. Flere prominente politikere proklamerede et behov for at tage ansvar for krigens rædsler. En af de centrale politiske figurer i den erindringskulturelle ændring var socialdemokraten Willy Brandt. Under et besøg i den jødiske ghetto i Warszawa i 1970 faldt han på knæ foran mindesmærket for ghettooprøret i 1943. Knæfaldet blev et symbol på det øgede fokus, som det tyske ansvar fik i den efterfølgende tid.

 

Behandlingen af den tyske fortid, og de rædsler den indeholdte under 2. verdenskrig, har således taget plads såvel politisk som hos den enkelte tysker. Begrebet »Vergangenheitsbewältigung« kom til at stå for den erindringskultur, som omhandler det tyske ansvar i 2. verdenskrig. Begrebet oversættes nok bedst til »opgør med fortiden«. Et opgør der har til formål at undgå en gentagelse af historien.

 

Så når fansene i FC St. Pauli har slagsange som »Nie wieder Faschismus! Nie wieder Krieg! Nie wieder 3. Liga!«, så trækker det tråde til den generelle tyske historiebehandling. For det er netop en gentagelse af krig og fascisme (samt nedrykning til 3. division), som klubbens fans frasiger sig en gentagelse af.

 

En lokal artikulation af en generel tendens

St. Paulis fanbevægelses oprindelseshistorie stikker altså dybere end punkmiljøet i Hamburg. Det understøtter historien om Jelena, der havde oplevelsen med den kvindelige dommer og den sexistiske fan også. Hun er i dag dybt engageret og aktiv i fanbevægelsen.

 

Her fylder netop antifascismen med rod i den tyske fortid en hel del. Det kommer til udtryk, når de arrangerer en moddemonstration til den årlige »Tag der deutschen Patrioten«, hvor højrenationale vandrer gennem gaderne i større tyske byer. En moddemonstration under parolen »Nazi-Aufmarsch verhindern« og med hashtags som #niewieder og #nazifrei. Målet er klart: aldrig mere fascisme – Hverken i St. Pauli eller Tyskland.

 

Fanbevægelsen i FC St. Paulis aktiviteter gør det lysende klart, at der er mere på spil end punk og politik. Det er hele Tysklands historie og selvforståelse, der er på spil. En selvforståelse der er bygget op om en fælles kamp mod en gentagelse af historien. En kamp der udspiller sig fra et overordnet politisk plan over organisationer eller bevægelser som FC St. Pauli til den enkelte tysker.

14509151_10210422053805645_1413375293_n

(Photo credit: Ingen kilde. Fair Use)

 

I de officielle retningslinjer for medlemskab af fanklubben i St. Pauli bliver sammenhængen med den generelle behandling af historien tydeliggjort: »Det er forbudt at råbe slagord, der af type eller indhold, er til for at diskriminere en tredjepart på grund af hudfarve, religion, køn eller seksuel orientering.«

 

Diskrimination af såvel religiøse som seksuelle og etniske minoriteter er netop et nedslagspunkt, der blev centralt for Vergangenheitsbewältigung i Tyskland i efterkrigstiden. Forfølgelsen af såvel jøder som homoseksuelle og romaer var det humanitære sammenbrud, der skulle rådes bod på. Et centralt aspekt af Vergangenheitsbewältigung er at undgå historiens gentagelse.

 

I Tyskland sikres det gennem et stadigt stigende fokus på naziregimets forbrydelser mod menneskeheden under 2. verdenskrig. Nazisternes forbrydelser mod menneskerettighederne er eksempelvis obligatorisk pensum i den tyske folkeskole. Men det er også juridisk forankret.

 

Allerede i den første tyske postkrigs grundlov – Grundgesetz – der er nedfældet i 1949, påbegyndes opgøret med nazismen: »Ingen kan blive skadet eller begunstiget på grund af hans køn, hans herkomst, hans race, hans sprog, hans hjemland og oprindelse, hans tro eller hans religiøse eller politiske holdninger. Ingen må diskrimineres på grund af hans handicap«.

 

Ligesom diskrimination af køn, religion, etnicitet og seksualitet ikke har plads på lægterne på Millerntor Stadion, har det ikke plads i Tyskland. Ligheden mellem den tyske grundlovs paragraffer og fankulturens retningslinjer er slående. Grundlaget for deltagelse er tolerance og plads til mangfoldighed. Fankulturen i FC. St. Pauli kan derfor ses som en lokal artikulation af en generel tysk behandling af landets historiske byrde. Et ekko af den generelle tyske erindringshistoriske praksis – Vergangenheitsbewältigung.  

 

Med den tyske historien frisk i erindring tages kampen op mod, at historien skal gentage sig. En kamp der er vigtigere end nogensinde før i et Europa, der bliver stadig mere politisk højredrejet.

Skriv et svar