Mette skal løfte liste C

Det politiske menneske: For Mette Abildgaard var det en barnedrøm, der gik i opfyldelse, da hun blev valgt til Folketinget for De Konservative. Men virkeligheden inden for Christiansborgs mure byder også på hårde realiteter – for Mette Abildgaard befinder sig i et parti, der kæmper for opmærksomheden tæt på spærregrænsen.

(Joacim Præst Nielsen / 09.10.2015)

Video af Marie Victoria Nedergaard

 

Mette Abildgaard tager imod os på sit nye kontor på Christiansborg. Kontoret ligger ud mod den gang, der danner kernen i Folketingets mindste folketingsgruppe: Den konservative. For 20 år siden sad der 27 folketingsmedlemmer. For ti år siden sad der 18. Nu sidder de seks. Det er den opgave, der er blandt de største for den nyvalgte Mette Abildgaard: Få flere konservative stemmer i valgboksen, så den konservative indflydelse kan maksimeres – og det fylder hver eneste dag, forklarer hun:

 

”Vi er nødt til at spørge os selv ved hver sag, om det er noget, der hjælper til at genrejse det her 100 år gamle parti. For det skal også gerne være her 100 år endnu”.

 

Og konkurrencen er stor, når det handler om at fange mediernes opmærksomhed. For det er ikke altid, at medierne er lige interesserede i at høre om hvem, der skaber resultaterne, mener Mette Abildgaard. Hun har derfor også ryddet op i sine ordførerskaber, og noteret sig, hvor hun skal brænde ekstra meget igennem, for ikke at drukne i mediemøllen:

 

”Jeg har tolv ordførerskaber. For mig er det klima, miljø og energi, der har fået min topprioritet. Min opgave er derfor, for at sikre partiets overlevelse, at det Konservative Folkeparti har en stærk profil på det her område”.

 

Alligevel skal man ikke lave politik for at komme i medierne, slår hun fast. For hun holder fast i en lærersætning fra det konservative koryfæ Per Stig Møller, som hun for et par år siden interviewede til sit speciale:

 

”Per Stig Møller nævnte, at der fandtes to typer af politikere: Resultatpolitikere og ramasjangpolitikere. Ramasjangpolitikere går ud i medierne med store arme, tjuhej og ”nu skal I høre”, men de får meget sjældent resultater igennem”, påpeger hun og fortsætter:

 

”Så findes der omvendt resultatpolitikerne. De går ikke frem i medierne på samme måde, men sætter sig ind til forhandlingsbordet og leverer resultaterne”.

Og hun er ganske klar i mælet, når talen falder på hvilke partier, der byder på hvilke discipliner:

 

”Der skal man gøre op med sig selv som politiker: Vil man være ramasjangpolitiker som i Liberal Alliance? For de har ikke fået meget igennem, selvom de er gode til at råbe op. Men jeg blev politiker for at levere resultater”, siger hun og henfører til energiforliget, hvor alle partier undtagen Liberal Alliance deltog. For her mener hun, det er vigtigt, at der bliver indgået brede forlig, så energipolitik- og forsyning er den samme trods skiftende regeringer.

 

Alligevel skal man ikke altid se ned på ”ramasjangpolitikerne”, mener hun.

”Det er klart, hvis der ikke findes noget Konservativt Folkeparti, fordi vi går efter resultaterne i stedet for overskrifterne, så er der ikke meget fremtid i det. Det er en balance, vi skal finde – hvornår er det resultater, og hvornår er det ramasjang”, siger hun.

 

Den konservative sag

Men hvorfor er det så vigtigt, at Folketingets mindste parti er til stede, spørger vi Mette. Og hvad adskiller partiet fra de andre borgerlige partier i dag?

 

”For mig har det at være konservativ altid handlet om at finde balancen. Balancen mellem individet, familien og staten, og det at kunne tage hånd om sig selv”, siger hun og forklarer, at hun af samme årsag ikke synes, det er fedt, når tvangslektiecaféer fratager forældre rettigheder over deres børns fritid.

 

Dog skal staten blande sig i bestemte tilfælde, mener hun:

 

”Omvendt skal balancen ikke tippe til den anden side, så det går ud over socialt udsatte. Jeg har f.eks. meget svært ved at forstå, at et land med verdens hårdeste skattetryk har flere og flere hjemløse. Det er for mig den ultimative falliterklæring som samfund, hvis man ikke kan tage hånd om de svageste”.

 

Nu nævner du, at vi skal gøre en masse for de svageste og i sundhedssektoren. Vi skal også gøre en masse for erhvervslivet med skattelettelser. Hvor skal pengene komme fra?

 

”Betingelser for erhvervslivet er jo kernestof for os. Vi taler meget om ”Den næste generation”. At vi skal efterlade en sund økonomi til dem. Vi fremlagde ved sidste valg en plan for hjemløse, hvor vi fandt 100 mio.”, siger hun. For Mette Abildgaard er stensikker på, at der er masser af huller i statens husholdningskasse:

 

”Blandt andet i vores beskæftigelsespolitik, hvor vi bruger en masse penge på hovedløse aktiveringsmuligheder, der koster staten en formue, men som ikke giver særlig meget mening. Vi går ind for nulvækst i den offentlige sektor – for den er vokset år for år for år inden for alle områder. Man accepterer, at alt bliver dyrere”, siger hun og understreger, at det er områder som disse, hvor De Konservative vil sætte en stopper for de offentlige udgifter.

 

Første skoledag

Da Folketinget åbnede tirsdag den 6., betød det også første dag i Folketingssalen for Mette Abildgaard. Måneder forinden havde hun forberedt sig på de 12 nye ordførerskaber, hun styrer inden for en bred vifte af politiske områder.

 

”Det har været helt sindssygt at starte. Men for pokker mand! Jeg har jo drømt om det her i ti år, og lige pludselig sidder man herinde. De første par dage troede jeg hele tiden, at der ville komme nogen og sige: ”hvad laver du her!? Kan du komme ud!”, siger hun.

 

Hvedebrødsdagene som nyvalgt har dog været korte, og hun betegner det mere som en ilddåb end en blød start.

 

”Det går hurtigt op for én, når man sidder til møder med ministre, at jo, den er god nok! På den måde har det været en sindssyg ilddåb. Alle kender det der med at være ny, og man ved ikke, hvor man skal sidde, og hvor man skal være”, forklarer hun med et grin og siger, at Christiansborgs mange skrevne og uskrevne regler har været svære at få fod på. Det er dog sket med hjælp fra erfarne parlamentarikere fra flere partier.

 

Og gejsten gælder ikke kun hende, men hele den konservative folketingsgruppe, forsikrer hun. For trods det hun kalder et til tider ”støvet” image, er energien i top i den gruppe, der faktisk er Folketingets yngste.

 

Hun mener, at de Konservative lider under et forkert image, hun ikke selv kan kende fra over ti år i partiet:

 

”Jeg ser på mig selv og andre konservative, og det er helt normale mennesker. Vores parti er ikke fuld af godsejere og gamle velhavere”, siger hun. Partiets imageproblem kan godt være frustrerende.

 

”Inden valget gik TV2 ud og målte folks meninger i forhold til politiske udsagn. Her var 10 procent konservative, og to dage senere fik vi 3,6 procent af stemmerne. Så vores politik fejler ikke noget – det er måske mere formidlingen”, siger hun.

 

Det er surt, at vi må spørge, men hvordan havde du det så med Nazi-islamisme-kampagnen?

 

”Nazi-kampagnen blev jo ekstremt diskuteret. Og budskabet kom jo ikke ud. Når journalister spørger, så kommenterede jeg jo ikke på sagen, men efter at Søren Pape selv gik ud og kritiserede den, har jeg jo selv gjort det samme.”

 

Nu er Nazi-islamisme fortid for Det Konservative Folkeparti. De kommende år vil vise, om partiet selv også bliver fortid, eller om det, som det før har gjort, formår at ryste krisen af sig.

Mette Abildgaard er ikke i tvivl: Partiet tager 100 år mere i Folketinget.

 

Skriv et svar