Foto: Mogens Engelund (CC BY-SA 3.0)

Mystikeren Martin Henriksen og Danmarks Landsånd

Den seneste uge har været dybt præget af debatten om, hvad danskhed egentlig er for noget. Martin Henriksen fik demonstreret sin holdning, da han for åben skærm erklærede, at elevrådsformand Jens Phillip Yazdani ikke nødvendigvis kunne betragtes som dansker.

(Jens Haag / 28.09.2016)

Jeg formoder, at det er Jens Phillip Yazdanis mistænkeligt udenlandskklingende efternavn, der satte gang i Henriksens nationale bremseklodser. Efterfølgende har politikere, journalister og sågar min egen far været ude med både ironiske og uironiske udtalelser, der har slået fast at jo, Yazdani kan fint opfattes som en vaskeægte dansker.

 

Særligt har følgende Grundtvig-citat været luftet en del:

”Til et Folk de alle hører,

Som sig regne selv dertil,

Har for Modersmaalet Øre,

Har for Fædrelandet Ild;

Resten selv som Dragedukker

Sig fra Folket udelukker,

Lyse selv sig ud af Æt

Nægte selv sig Indfødsret!

Svar ei fattes Skoven!”

 

I digtet anfører Grundtvig, at det egentlig ikke er Martin Henriksens opgave at afgøre, hvorvidt andre mennesker er danskere – det er slet og ret et spørgsmål om, hvorvidt man føler sig som en dansker.

 

Jeg hører klart til i Grundtvigs lejr, og det samme lader de fleste mennesker, som ikke er en del af enten Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige.

 

Juridisk bliver man opfattet som dansker i det øjeblik, man har et dansk statsborgerskab, og sådan bør det være – hvad også Søren Pind har været ude at sige denne uge. Jens Phillip Yazdani har et dansk statsborgerskab. Han opfatter, så vidt vides, også sig selv som dansker. Der er fandme heller ikke noget mere dansk end at melde sig ind i et elevråd, og på den måde stille sig selv til rådighed for det ærkedanske foreningsliv og nærdemokrati. Altså lader det til, at den danskhed, Martin Henriksen søger efter, hverken er juridisk eller afgjort af sindelag – altså, hvorvidt man kan erklære sig dansk ved at erklære Danmark som sit land.

 

Jeg skal ikke kunne sige præcis, hvad der foregår inde i Martin Henriksens hoved, men det lader i høj grad til, at Martin Henriksen anser danskhed som noget, man ikke selv er herre over – det er snarere en tilstand landet selv kan begunstige udvalgte personer med.

 

14455992_10210110409258184_97006524_o

Tegning: Johannes Lund With

 

Landet skal her ikke forstås som den juridiske danske stat. Landet skal snarere forstås som en åndelig og ældgammel entitet, der udspringer af noget uhåndgribeligt. Martin Henriksen selv mener, at han ikke på stående fod kan afgøre, hvorvidt Yazdani er dansker – han må kende mere til ham, kende ham til bunds, før han kan afgøre mandens danskhed.

 

Forholdet mellem den danske landsånd og den danske stat er i Dansk Folkepartis øjne er i konflikt. Landsånden (som på sin vis kan forstås som levende, hvor uhyggeligt det så end lyder) bliver forkrøblet og mishandlet af EU, svigtet af væmligboer og – muligvis mest interessant af alle – forrådt af landsforrædere.

 

Højrefløjen har i stigende grad taget det – i mine øjne – anakronistiske udtryk landsforræder op som skældsord, man kan smide efter de kulturradikale og venstrefløjen i al almindelighed. At være landsforræder indebærer normalt, at landet befinder sig i en krig, hvor staten kan forrådes til andre stater. Men i dette tilfælde lader forræderiet ikke til at være møntet på statslige fjender (selvom Dansk Folkeparti muligvis selv vil udlægge det sådan), men snarere mod de, som bevidst vælger at gå imod landsånden. De er blevet tildelt deres danskhed af landsånden, men de frakaster sig den, og bliver forrædere.

 

I dette scenarie, som Martin Henriksen og hans allierede helt selv har malet frem, er Danmark ikke en forsamling af mennesker, der bevidst, i fællesskab og af eget frie valg vælger at være Danmark. Danmark er i stedet en arbitrær og vanvittig landsånd, som (forestiller man sig) med en hånd skabt af bøgetræer og bautastene vælger og vrager mellem de, som er danske, og de, som trods talrige tegn på det modsatte, absolut ikke er danskere.

 

Landsånden kæmper en blodig kamp mod EU, og forrådes til stadighed af landsforræderne, som – må man forestille sig – tæller som danskere i Martin Henriksens øjne, men fravælger sig landsånden, og derfor begår det værste svigt af alle.

 

Forestillingen om Danmark som en landsånd er i sin essens frygtindgydende middelalderlig. Man mindes om spiritus mundi, Hegels forfærdelige verdensånd, religiøse vækkelser og kryptofacistiske bevægelser, der påkalder sig en højere magt – en domstol for hvem alle skal stå ret, og som afgør ting, der er uden for menneskers rækkevidde.

 

En overbevisning som blankt afviser, at lande og landegrænser er konstruktioner, der sagtens kan indbefatte tyske mindretal (gad vide, hvad Martin Henriksen synes om dem), folk der taler vendelbomål, åndssvage journalistspirer, der ryger smøger i en lejlighed på Amagerbro, farmødre, der laver frikadeller, tyrkiske indvandrere, der spiller fodbold i Silkeborg, engelske tilflyttere, og hvad ved jeg. Hvad tror de, vi hed før danskere? Saksere, jyder, skåninge – Haag (undertegnedes efternavn) er lige så hollandsk, som Yazdani er iransk.

 

Den ældgamle entitet, som Danmark lader til at være i Martin Henriksens hoved, er et fantasifoster, og i virkeligheden er landsånden et Frankensteins monster, lappet sammen af nedertysk, fransk, hollandsk, oldnordisk, kristendom og Wotan-kult.

 

Martin Henriksen og hans landsånd er – også for Danmark og dets statsborgere selv – en fremmed og uhyggelig gestalt, som kun ødelægger, og intet bygger. En højere orden, som Martin Henriksen forestiller sig tager bolig i ham, og kan afvise at de, som vil Danmark faktisk er danskere. Martin Henriksen er en mystiker og en dørvogter, der stiller sig på landsåndens højre hånd for at dømme de levende og døde – for at afgøre om de nu, for alvor og til bunds, faktisk er danskere.

 

Fri mig for den slags magisk tænkning. Nej, jeg står med Grundtvig. Dansk er den, som vælger Danmark. Der findes ingen hvid-som-sne-og-rød-som-blod landsånd, som kan tage deres beslutning fra dem.

Skriv et svar